Guide til selvrefleksion

…når du har brug for at tænke!

Vi er under konstant påvirkning af indtryk og relationer i alle døgnets vågne timer. Det er kollegaer, medarbejdere, chefer, konen, manden, børnene, Facebook, avisen, fjernsynet, trafikken…

Det er sjældent man har tid til at prioritere sine egne tanker, da man tit oplever at hvis man har en halv time til overs, så går den med at samle op på en masse løse ender, eller surfe rundt på de lettilgængelige medier.

NatureContext vil gerne forsøge at skabe rum og tid for netop denne selvrefleksion, som typisk giver ny energi til at fortsætte med dagens udfordringer og muligheder.

Sådan kommer du i gang med selvrefleksionen…

  • Afsæt tid i din kalender – det behøver ikke at være mere end 15 – 30 minutter + tid til at transportere dig hen til et godt sted.
  • Find et godt spørgsmål – det kan du finde herunder. Klik på det sprøgsmål du gerne vil bruge, udskriv det og tag det med i lommen. Du kan også udskrive flere spørgsmål, hvis du har afsat god tid, men husk at brug god tid på det enkelte spørgsmål.
  • Find et roligt sted i naturen – det behøver ikke nødvendigvis at være langt ude i skoven, men kan også være i den lokale park. Det væsentlige er at du kommer ud og væk fra de daglige relationer. Du kan vælge at sætte dig ned (husk noget at sidde på) eller gå en lille tur.
  • Læs spørgsmålet højt for dig selv – læs det eventuelt flere gange og lad det lige finde frem til tankerne.
  • Lad tankerne flyde – det er ikke nødvendigt at svare direkte på spørgsmålet, men lade tankerne flyde i forhold til det der fylder. Læs evt. spørgsmålet en gang til eller skift til et nyt spørgsmål, hvis du mangler inspiration.
  • Saml dine tanker op – og konludér på din selvrefleksion. Hvad kom der frem af konkrete ting, som er vigtige at fastholde eller ting som du skal gøre noget ved. Skriv evt. ned på bagsiden af spørgsmålet eller indtal essensen af dine tanker på din telefon, så du kan lytte til dem igen på et andet tidspunkt.

Spørgsmål til selvrefleksion

Herunder er nogle spørgsmål som du kan bruge i din selvrefleksion.

Hvad er du især lykkedes med indenfor den sidste uge og hvorfor?

Hvad er de største muligheder i dit nuværende job/din nuværende situation?

Hvad er det bedste ved de udfordringer, du har på arbejdet i øjeblikket?

Hvad vil dine kollegaer sige, du er rigtig god til? Og hvad vil de ellers sige, du er god til?

Hvad er den mindste ting, du kan ændre for at gøre en positiv forskel i forhold til dit nuværende job/din nuværende situation?